Evig udvikling

Så ramte vi februar.

Det er nu cirka et år siden, at jeg begyndte til psykolog. Og hold da op en rutsjebanetur, jeg har været på.

Jeg har grint, grædt (meget), spekuleret og ikke mindst arbejdet voldsomt meget med mig selv.

Jeg har altid vidst, at min stress ikke udelukkende kom af arbejde, men at det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg har altid været for god til at sige ja – glemt at sige nej. Samtidig har jeg fuldstændig glemt at mærke mig selv. Mærke hvordan jeg egentlig havde det.
Nogen vil sige, at de ikke helt forstår det. Jeg har jo altid stået ved mig selv, sagt fra, været rapkæftet og har ikke ville finde mig i at blive dårlig behandlet. Samtidig har jeg været en smilende, glad og energisk pige.

Hvordan hænger det så sammen med, at jeg ikke har mærket mig selv?

Jo. Jeg har syntes at verden var i mod mig. At jeg stod alene. Den eneste måde, jeg kunne finde ud af, at være i det på var at være kort for hovedet –  tage ansvar og klar ærterne selv. Jeg har egentlig været ligeglad med hvad de fleste andre mente om mig og min mening…eller var det en facade?

---

1. skridt

Derfor var først skridt egentlig meget simpelt. Træk vejret – mærk efter – hvad har kroppen behov for? Hvad har JEG behov for?!

Det er ikke bare noget der kommer over natten, men kræver ihærdighed og gå-på mod. Og jeg synes egentlig det var ret svært at arbejde med mig selv, mens vi renoverede hus og boede ved min svigermor.
Jeg fik i løbet af et par uger som vane at trække vejret dybt 10 gange, hver gang jeg kørte bil. Det fungerede og hjalp mig til at mærke min krop.
Jeg fik endelig hul. Nu kunne arbejdet begynde.

---

Panik angst

Da jeg begyndte til psykolog fik jeg konstateret generel angst og begyndte i forløbet at kunne mærke, hvornår jeg havde et angst anfald og lærte at håndtere det. I starten fik jeg det oftere end jeg gør nu. Nu oplever jeg det nærmest ikke. Måske fordi jeg ved hvilke situationer, jeg skal være opmærksom på. Måske fordi jeg har en fantastisk kæreste, der altid bakker mig op – hjælper mig, hvis det er ved at gå galt. Husker mig på, at jeg skal trække vejret.

Efter mange måneders arbejde og en kæmpe forandring senere skulle vi bestille take-away. Noget så simpelt. Jeg kludrede i bestillingen, men fik hurtigt rettet op på fejlen. Jeg lagde på. Lige efter begyndte jeg at ryste. Min kæreste holdt om mig, for at få kroppen til at slappe af, men jeg kunne ikke holde det ud! Jeg fløj op i døren og åbnede den for at få noget luft. Jeg følte, jeg skulle kaste op – samtidig med at jeg ikke kunne få vejret. Jeg gik rundt i stuen med sveden piblende ned af næseryggen og tog mere og mere tøj af. Af en eller anden grund sendte jeg mine kæreste ind efter maden. Måske jeg havde lavt blodsukker?

Jeg sendte en besked til min veninde. Hun ringede mig straks op.

Hun forklarede mig, at jeg havde et angstanfald, og at det nok skulle gå over igen.

“Accepter det. Kroppen kan kun være i den tilstand i en vis tid. Så går det over.”  

Jeg skulle ikke dø – det skulle nok gå over.
…og det gjorde det. 10 min senere.

Næste psykologtime forklarede min psykolog mig, at jeg havde haft et panikangst anfald og at generel angst normal ikke førte til panikangst. Hun bad mig mærke efter. Hvad følte jeg, da jeg havde haft anfaldet?
Jeg svarede flere gange, men alligevel blev hun ved med at bore. Forhelvede! Hun var en anelse bekymret og fortalte, at vi skulle forsøge at stoppe det inden det tog over.
Jeg trak vejret – mærkede følelsen. Tårene trillede ned af kinderne på mig. Jeg var bange. Jeg kunne ikke få det til at stoppe!

Jeg havde tidligere på måneden haft to aura migræne anfald og havde de efterfølgende dage haft nogle af mine gamle reaktions mønstre. Det var som om min hjerne var genstartet. De nye programmer var blevet slettet – eller glemt. Jeg var bange for, at de skulle tage over. Nu havde jeg jo arbejdet så hårdt!! Helt rationelt vidste jeg jo godt, at mit arbejde ikke ville forsvinde, men at det ville vare evigt at bibeholde det, så jeg synes det var en dum følelse.

“Omfavn følelsen. Det er den eneste måde, du slipper den fri på.”

Da jeg kom hjem fortalte jeg min kæreste omkring mine følelser og tankerne bag. Mere skulle der ikke til. Accept – ikke fra ham – men mig selv. Jeg har ikke haft et anfald siden.

---

Der er stadig lang vej tilbage. Arbejdet med mig selv stopper ikke her. Jeg har mistet meget og fået meget. Men vigtigst af alt har jeg arbejdet mig et sted hen, hvor jeg er LYKKELIG! Jeg ved, at jeg har dårlige dage – sommetider frygtelige dage, men også at de går over igen. Endelig er jeg, hvor jeg hører til.

Et lille råd:

• Hjernen arbejder rationelt, men derfor er vores følelser – også de irrationelle – stadig vigtige. De er os. Omfavn dem. Acceptér dem.