Det gik fint indtil..

…Resten af uge 7 blev jeg sygemeldt. Jeg var meget træt hele ugen, og kunne nærmest ikke lave andet end at sove. Alligevel havde jeg utrolig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kunne komme på arbejde og oven i købet var “skyld i”, at mine kollegaer skulle dække mine vagter.

Jeg skulle nu til at finde ud af at leve med sygdommen Migærne med Aura. Min omgangskreds var bedre til at håndtere det end jeg selv var. De passede mere på end jeg selv gjorde. Jeg var god til at passe på mig selv  nogle uger efter anfaldene, men så ramte hverdagen.

Jeg mærkede ikke noget til min aura migræne i flere måneder efter min indlæggelse.

Da sommerferieperioden ramte, havde institutionen jeg arbejdede i kun lukket i uge 29. Dog, var der mindre bemanding på i uge 28 og det var her min leder var på ferie. Inden hun tog på ferie siger hun henkastet: “Nu ikke noget med at blive syg næste uge (28), for jeg kommer ikke hjem og redder dig hele vejen fra Tyrkiet!” Det var ment i sjov og vi grinte af det – for hvorfor skulle det dog ske igen?!

Skæbnen ville, at jeg tirsdag aften, da jeg var ude og handle begynder at få prikker for øjnene. Min kæreste reagerer hurtigt og han skynder sig at få handlet det sidste. Da vi kommer hjem lægger jeg mig og tror egentlig, at jeg har taget anfaldet i opløbet.

Kæresten laver mad og da han er færdig har jeg det lidt bedre. Vi begynder at spise, men så begynder mine fingre at prikke og føles følelsesløse. Jeg spiser færdigt og lægger mig i sofaen. Der er nu gået 1 1/2 time og jeg får det værre og værre. Jeg beslutter mig for at ringe til min faster, der lider af det samme, for at høre, hvilke punkter jeg skal trykke på, for at afhjælpe migrænen. Mens jeg taler med hende begynder min tale at svigte og jeg begynder at græde. Endnu engang kan jeg ikke udtrykke, hvad jeg gerne vil.

Jeg giver min kæreste telefonen og han får sagt farvel. Han hjælper mig med at falde ned og beder mig gå ind og sove.

Kl 22 vågner jeg og har fået det bedre. Min krop er svag, men jeg har nu fået talen tilbage.

Dagen efter tager jeg på arbejde. Da jeg får fri får jeg endnu et anfald.

Torsdag vågner jeg og gør mig klar. Jeg skal åbne. Jeg børster mine tænder og kigger mig efterfølgende i spejlet og opdager, at jeg ikke kan se halvdelen af mig selv!!

Jeg må melde mig syg.

Jeg mærker ikke andre forstyrrelse, men jeg får den værste migræne jeg længe har haft.

Efterfølgende får jeg hjælp ved en kiropraktor. Jeg bryder sammen da jeg fortæller hende, hvad jeg skal have hjælp til. Denne her uge har taget hårdt på min krop og mit sind! Jeg kan ikke mere.

Kiropraktoren fortæller mig, at min krop er på overarbejde. Så meget på overarbejde, at den ikke mærker sig selv – ikke før jeg går ned i gear. Altså, når der ikke er mange børn i institutionen og der ikke er samme “run” på. Så er der tid til hygge og ro. Det gør mig syg.

Nu skulle man tro, at kiropraktoren tryllede smerten væk. Men nej! Jeg får endnu 2 anfald i samme uge.

Uge 28 blev ugen hvor jeg fik 5 anfald.

Og nej, jeg forstod endnu ikke at passe på mig selv!