Nårh ja…tiden gik!

---

Tiden gik og det blev efterår.

Min leder sagde op og fandt noget andet og jeg skulle derfor overtage nogle af hende opgaver, hvilket jeg var mega stolt af. Jeg skulle sidde i bestyrelsen og faktisk anbefalede hun mig også som ny leder. Det var virkelig stort!

Jeg elsker mit arbejde, men jeg er en person som siger min mening, og det er ikke alle der kan håndtere det.

Bestyrelsen havde truffet nogle valg omkring det pædagogiske personale, som personalet ikke var tilfreds med – primært fordi det gjorde, at vi ikke havde mulighed for at give børnene det læring, som vi gerne ville, fordi der ville mangle personale.

Hvilket jeg selvfølgelig informerede om på et bestyrelsesmøde.

På daværende tidspunkt skete der meget i mit liv med huskøb, flytning, samtidig med at min arbejdsplan og timetal efter knap et år var skiftet mere end 8 gange, er derfor klar over, at jeg til det møde var en presset kvinde!!

Men jeg var alligevel dybt rystet, da jeg nogle dage senere får besked fra “den øverste leder” om, at han ikke mente det var mit job, at informere bestyrelsen om personalets utilfredshed. Det mente jeg jo det var, men måtte jo tage det til efterretning. Jeg føler her, at jeg får mundkurv på.

Den følgende weekend foregår i kærlighedens tegn!

Vi var til bryllup ved min søde veninde og hendes mand i Ålborg. Alene afsted – uden barn – og overnatter på hotel. Vi fester til den lyse morgen og har drukket RIGTIG meget vin 😂

Søndag kl 17 kigger jeg på uret. Vi sidder hjemme i sofaen med dyner og har en anelse tømmermænd. Mit hjerte begynder at hamre, jeg får ondt i maven og jeg begynder at græde. Det går op for mig, at jeg flere gange har haft denne følelse i kroppen. Følelsen af, at jeg har travlt. At jeg skal skynde mig i seng, fordi jeg snart skal op på arbejde. (Ja goddag! Jeg er godt klar over, at der var mange timer til, at jeg skulle møde på arbejde, men det var min krop ikke!)

Mandag morgen er jeg panisk. Jeg står op. Jeg græder. Jeg ringer til min arbejdsplads og fortæller, at jeg har siddet på toilet de sidste 30 min. (Jeg kunne ikke rigtig fortælle, hvad jeg fejlede, når jeg ikke selv var klar over det – jeg vidste bare, at jeg ikke kunne tage afsted!)

Det begynder langsomt at gå op for mig, at man ikke skal have det sådan som jeg har. Jeg spørger en veninde, hvordan hun opdagede, at hun havde stress. Hun beskriver ting som alle passer på mig!

– svært ved at koncentrere sig, husker ikke godt, kan ikke læse tekst tv, har tit ondt i maven, har vejrtrækningsproblemer, har søvnproblemer, humørsvingninger osv osv.

Det går op for mig, at min kæreste flere gange har italesat mine humørsvingninger og vredesudbrud flere gange, men at jeg ikke rigtig har taget det til mig.

At jeg ikke har kunnet læse en bog i evigheder fordi det ikke ryger ind på lystavlen.

At jeg ikke har sovet igennem i mere end et år.

Derfor beslutter jeg mig – stor tudende ude på parkeringspladsen – for at jeg må tage til læge.

Overraskende nok bliver jeg sygemeldt – i første omgang i 14 dage.

---