Begyndelsen

Mandag d. 15/2-2016 tog jeg på arbejde efter at have været i fitness og træne. Jeg skulle møde kl 11, i den børnehave, hvor jeg arbejdede på daværende tidspunkt. Det var vinterferie og derfor var der ikke særlig mange børn. Jeg møder ind til frokost og sætter mig direkte til bordet. Min kollega og jeg taler med børnene om, hvad de har lavet i weekenden og det er der, jeg begynder at få prikken for øjnene. Jeg tænker, at jeg har lavt blodsukker og derfor bare skal have noget at spise. Men da vi er færdig med at spise og børnene skal til at sendes ud på legepladsen begynder min højre arm at prikke. Det føles lidt som om, at min hånd og arm sover. Vi får sendt børnene ud på legepladsen og nu begynder min tale at svigte. Jeg kan tænke klart, men jeg kan ikke få de rigtige ord ud. Jeg kan høre, at det er noget vrøvl. Derfor ringer jeg til min læge. Hun er ikke til at komme i kontakt med, men lægesekretæren reagerer hurtigt på, at jeg ikke kan forklare hende, hvor jeg er og fortæller mig, at hun vil få min læge til at ringe til mig hurtigst muligt. Jeg sætter mig i sofaen og afventer svar.

Der går 20 minutter før lægen ringer. I mellemtiden er alle symptomer forsvundet. Jeg har hverken prikken før øjnene, ikke nogen sovende fornemmelse i min arm og jeg kan nu tale igen. Dog, har jeg en vanvittig hovedpine.  Lægen fortæller mig, at hvis det opstår igen, så må jeg kontakte hende.

Kl 14 er det meningen at min kollega skal tage hjem. Hun er dog en anelse usikker og spørger gentagne gange om jeg er sikker på, at hun ikke skal blive. Jeg forsikrer hende om, at jeg har det fint, og at min hovedpine nok skal gå væk.

Efter frugt, begynder jeg at spille vendespil med nogle af børnene. Langsomt får jeg det værre og værre, men fortæller mig selv, at så længe jeg tager det roligt, så udvikler det sig ikke. Det er først da en af fædrene til en af pigerne kommer, at jeg opdager, at der er noget galt. Jeg fortæller ham, at vi skal på tur i morgen, og at vi er hjemme ved 14 tiden. Jeg kan se på ham, at der er noget galt. Han kigger underligt på mig og kommer derefter tættere på. Han spørger om jeg er okay, hvortil jeg svarer, at jeg ikke har det helt godt. Han spørger, hvad han hedder. Derefter hvad jeg hedder. Det gentager han nogle gange og spørger så til sidst om jeg kan navnene på børnene. Jeg kan et. Og det er efter lang tids overvejelse. (Det viser sig, at jeg hele tiden har sagt mit eget navn og ikke skiftevis hans og mit)

han spørger efter min telefon og hvor jeg har læge. Han ringer derind og får at vide, at de ikke har mulighed for at komme ud til institutionen. Han ringer til min leder. Han ringer til mine forældre. Han er vred. Vred på lægesekretæren, for som han sagde :” hvis jeg havde stået med en kvinde på 65, så var i kommet med det samme!”

Pludselig flyver en af mine kollegaer og hendes mand ind af døren – min leder har kontaktet hende. Min leder følger kort tid efter trop. Jeg er bange. Jeg græder. Min kollegas mand vil køre mig til lægen, men stopper inden vi når ud til bilen og fortryder, fordi jeg får det værre. Nu kommer mine forældre. Min far har haft en blodprop,  så han prøver at se om han kan genkende nogle af mine symptomer.

Nu kommer ambulancen. To reddere kommer og spørger om en masse. De tager mig ud i ambulancen og ringer til en læge. De tænker, at det er migræne, men vil gerne have mig ind for en sikkerhedsskyld.

Inde på Horsens sygehus bliver jeg mødt af min kæreste (min mor har ringet og det er hende der er taget med i ambulancen) Da er mine symptomer væk igen og jeg har nu en voldsom migræne. Efter flere undersøgelser spørger jeg min kæreste om han vil tage min BH af, fordi alt bare strammer og er træls. Der oplever jeg panikken i hans øjne! Jeg har spurgt efter en politimand og ikke om det jeg troede, jeg havde spurgt om.

Omkring kl 18, kommer en sygeplejerske ind. Hun fortæller, at de hasteindlægger mig i Århus, fordi de vil være sikre på, at de ikke misser noget

Med udrykning bliver jeg kørt til Århus Universitetshospital. Her bliver jeg for tredje gang spurgt om de samme spørgsmål. Jeg er virkelig træt og har migræne, så jeg ikke føler jeg kan være nogen steder, men de kan ikke give mig noget smertestillende før de har foretaget en scanning. Jeg har før fået foretaget en scanning, så det var ikke noget problem – troede jeg! Jeg var så træt og opkørt, at jeg ikke kunne slappe af inde i scanneren og følte mig kvalt. Jeg var bange.

Efter at have fået noget stesolid lagde jeg mig i scanneren igen – denne gang med min kæreste i hånden. (Han sad selvfølgelig udenfor scanneren)

Min kæreste og jeg overnattede på hospitalet – mig i en seng – ham på en stol (selvom der var en ledig seng ved siden af, så måtte han ikke få den for sygeplejerskerne)

Mellem kl 9-10 kom lægen og fortalte, at scanningerne ikke viste noget. Han forklarede mig, at jeg havde haft et aura migræne anfald. Han fortalte, at det er arveligt og at det kunne trickes af forskellige ting : træthed, stress, hormoner, chokolade og rødvin bl.a. Derefter spurgte han om jeg var stresset. Det synes jeg ikke jeg var, men at der i familien er flere der lider af migræne og at jeg selv gjorde det som barn. Så var nok bare det.

Det skulle vise sig, at jeg tog fejl.