Den dag opsigelsen kom..

Efter tre uger ringede telefonen. Det var skolelederen. Han ville høre hvordan det gik. Jeg fortalte, at det gik bedre, og at jeg kunne slappe mere af. Det blev han selvfølgelig glad for at høre. Kort efter lagde vi på.

Lidt efter ringede han igen.

Han ville høre, hvornår jeg havde tænkt mig at komme tilbage på arbejde.

Tøvende spurgte jeg, om vi kunne tales ved om tre uger igen,fordi jeg ikke følte mig helt klar. Han pressede på. Han ville gerne have mig til at starte fredagen efter. Jeg svarede,at jeg var bange for at starte for tidligt.

Alligevel aftalte vi, at jeg skulle starte fredag med fire timer. Ugen efter skulle jeg arbejde torsdag og fredag med fire timer hver dag sådan at der hver uge kom en ekstra dag på.

Jeg nåede dog ikke andet end to ugers arbejde.

Ikke fordi jeg ikke kunne holde til det, men fordi jeg mandag i min tredje uge modtog en mail ca 17.30 med en opsigelse!!!

Ja..du læste rigtigt.

Jeg kunne ikke rigtig forstå det og brød ud i latter. Det her var simpelthen for lavt!

Tirsdag ringede han for at høre hvordan jeg havde det. Hvortil jeg svarede, at jeg synes det var en mærkelig måde at behandle sine medarbejdere på. Kunne han i det mindste ikke have kaldt mig til en samtale!?

Jeg var vred og skuffet. Allermest følte jeg mig ikke noget værd, fordi han ikke kunne ofre en samtale face-to-face med mig.

Under min sygemelding havde min læge sagt, at hun ikke mente det var nødvendigt for mig at kontakte en psykolog, fordi det var tid og afslapning der skulle til for at komme af med min stress. Jeg begyndte dog at tænke at jeg havde brug for en at tale med omkring hele forløbet.

Derfor googlede jeg psykologer i Horsens. Jeg fandt et billede af en smuk kvinde, som virkede tiltalende og beroligende på mig. Derfor skrev jeg en mail til hende.

Jeg blev dog aldrig kontaktet af hende. Derfor valgte jeg at ringe. Der fik jeg fat på hende. Hun beklagede, fordi hun ikke havde modtaget den, men sagde, at vi sagtens kunne finde en tid.

Hun lød fantastisk. Jeg var allerede tryg.

Jeg har tidligere gået ved psykolog og har ikke haft et problem med at indrømme det. Jeg har bare ikke tidligere følt mig forstået. Jeg har følt mig dømt – følt mig forkert. Nu talte jeg med en kvinde, hvor jeg allerede i telefonsamtalen kunne høre, at det her ville blive godt.