Da det – næsten – umulige skete..

Babymaking

Min kæreste og jeg har gerne villet have et fælles barn i lidt over halvandet år. Og selvom det er noget af det naturligste i verden, (og egentlig det vi er sat i verden for) så ville det bare ikke lykkes!
Vi var begge klar over, at min krop kunne være mærket af min sygdomsperiode med stress, og at det derfor kunne tage lidt tid. Men da min krop efterhånden var kommet ovenpå igen, begyndte frustrationerne over svingende menstruationer og manglende udeblivelse af bliver alt for meget. Derfor besluttede min kæreste og jeg os for at tale med lægen, så vi kunne få en afklaring. Kunne vi selv eller ikke?
Vi havde hørt, at der var pres på fertilitetsklinikkerne og derfor ville vi endnu hurtigere i gang med en afklaring.
Vi fik hurtigt sendt en henvisning fra vores egen lægen, men pga. sygdom i lægestaben på fertilitetsklinikken ville der gå flere måneder før vi kunne komme til en samtale.

Fertilitetsklinikken

Efter nogle måneder fik vi endelig en tid. Tiden havde føltes dræbende lang, men vi følte begge, at nu skulle vi have en afklaring og at det uanset resultatet ville give ro.
Det fik vi. Vi havde den sødeste læge, som kort forklarede os hver især hvordan situationen så ud.

• vi var et dårligt match.

Derfor blev vi tilbud et IVF-kort forløb, (reagensglasbehandling) som kunne starte, når jeg var klar.

Efter undersøgelsen

Efter besøget og undersøgelsen på fertilitetsklinikken gik jeg og tænkte meget over, hvor heldig jeg egentlig havde været.
Selvom frustrationen over den manglende graviditet havde været stor, så opdagede jeg ved undersøgelsen, hvor heldig jeg er, fordi jeg har en smuk, sund dreng i forvejen.

December

Gennem min stress sygdom har min menstruation ændret sig meget – det kan de fleste, der har haft stress vidst nikke genkendende til. Derfor har min cyklus nogen gange været 21 dage lang og andre gange 42 dage lang. Symptomerne på menstruation havde også ændret sig med kvalme, manglende appetit og utilpashed. Derfor var det ikke underligt, da min menstruation udeblev og min cyklus kom over de 40 dage.
Vi holdt jul, tog til julefrokoster, drak vin, øl og snaps som man nu gør henover julen – vi hyggede os og nød ferien. Jeg havde et par dage før jul fået nyt arbejde, som jeg skulle starte på 1/2-18, så livet var skøøønt!

…udover min tiltagende kvalme.

D. 29/12 nåede jeg dag 42 i min cyklus. Som så mange andre gange tænkte jeg, at jeg ville tage en graviditets test. (selvom jeg udmærket vidste, at den ville være negativ! Vi var jo et dårligt match.)

Jeg tog testen, lod den ligge i vindueskarmen og gik ind i stuen for at vente. Da de 5 minutter var gået trak jeg vejret dybt – forberedte mig på, at den ville være negativ, som så mange andre gange.

…MEN TESTEN VAR POSITIV! POSITIV!

Jeg havde behov for at tale med noget – fortælle om min lykke! Men det kunne jeg ikke. Min kæreste ville først være hjemme kl. ca 24 (altså om 7 timer!) …og han skulle om nogen vide, at vi endelig ventede os.

Jeg slog tiden ihjel med film, forberedelse og tanker omkring hvordan jeg skulle smide bomben! FUCK TIDEN GIK LANGSOMT!!!!

Jeg besluttede at pakke testen ind og give ham den, så han selv kunne opdage “de to streger”.

Da han endelig kom hjem var jeg ved at sprænges!! Jeg kunne jo ikke bare kaste mig over ham og smide æsken i hånden på ham!
Han kom ind, vi talte lidt, og endelig – E N D E L I G! – satte han sig i sofaen. Jeg rakte ham æsken, og han kiggede undrende på mig.

“Hvad er det?”

“Åben den”

Han kiggede underligt på æsken og derefter på mig.

“Jamen.. der er jo to streger? Det kunne jo ikke lade sig gøre?!”

---

Jeg skriver ikke det her for at få medlidenhed.
Jeg er klar over at nogle mennesker går 4-7-10 år før de får deres ønske opfyldt. At de skal gå igennem et helvede af hormonbehandlinger, ægudtagninger og fysiske og psykiske lidelser. At nogle mennesker aldrig får deres ønske opfyldt. De mennesker vil være evigt misundelige på mig – og jeg forstår dem! Jeg skriver det her fordi jeg vil gøre opmærksom på, at flere og flere har vanskeligt ved at få børn. Jeg vil gøre opmærksom på, at psykiske lidelser kan have store konsekvenser for kroppen. Og sidst men ikke mindst skriver jeg det her for at gøre opmærksom på, at man ikke på noget måde kan sætte sig ind i, hvordan det er at kæmpe sådan en kamp, men jeg vil henvise til, at forsøge det bedste man har lært.