Sygemelding

Kender i det med at have dårlig samvittighed over noget, som man helt rationelt godt ved, at man ikke skal have dårlig samvittighed over?

Fødselsdag og dårlig samvittighed

Sådan havde jeg det, i de 14. dage, hvor jeg var sygemeldt. Jeg kan huske, at jeg lidt efter min sygemelding havde fødselsdag og derfor skulle holde fest for mine nærmeste venner og hvad det indebærer. Derfor skulle jeg ned i byen og handle ind til lidt lækkert mad – men det brød jeg mig SLET ikke om. Af flere grunde.

På daværende tidspunkt kunne jeg ikke overskue, alle de mennesker der er i dagligvarebutikker. Jeg kunne kun gå efter min indkøbsseddel, så hvis det der stod på sedlen ikke var i butikken, var jeg ikke i stand til at tænke i alternativer.

Jeg var desuden bekymret, hvad andre tænkte. Det er jo ikke fordi man kan se på mennesker, når de er ramt af stress. Skæbnen ville, at jeg selvfølgelig mødte en af mine kollegaer!

Jeg fik så ondt i maven og fik det fysisk dårligt. Men jeg tog samtalen i stiv arm og besluttede mig for at fortælle hende, hvordan jeg havde det.

…men det ændrede ikke på min dårlige samvittighed!!!

På selve dagen, hvor festen skulle afholdes, var jeg ved at aflyse, fordi jeg var bange for, at alle andre ville sige,

at jeg pjækkede fra arbejde
at jeg var hypokonder
at jeg skabte mig
at jeg ikke kunne holde til at arbejde
hvordan det kunne være jeg kunne feste, når jeg ikke kunne gå på arbejde.

Men jeg havde brug for, at have nogle mennesker omkring mig, som jeg holdt af. Derfor gennemførte jeg.

Da jeg klargjorde maden, mig selv og huset rystede jeg. Jeg havde ondt i maven, svært ved at trække vejret og samtidig havde jeg en fornemmelse af at jeg skulle præstere – og det gjorde, at jeg blev svimmel.

Jeg havde en dejlig fødselsdag, men jeg var også meget brugt dagen efter. Det havde taget hårdt på min psyke.

De 14 dage gik hurtigt, og tanken om, at jeg skulle tale med skolelederen fik mig til at bryde i gråd.

Og jeg græd da også en del, da jeg talte med ham, men han fik mig til at føle mig rolig, fordi han anerkendte mine symptomer og følelser. Han sagde “at det vigtigste var, at jeg tog mig af mig selv, så jeg kunne blive rask.”

Derfor aftalte vi, at taltes ved om endnu 14 dage.

De 14 dage blev brugt på afslapning, sofahygge, serier, samvær med dem jeg holder af og så sov jeg RIGTIG MEGET! Jeg kunne ikke overskue andet. Jeg havde sågar svært ved at overskue madlavning til min familie.

Hvilket gav min dårlige samvittighed endnu mere grobund!